Unschooling i praksis

Unschooling i praksis

Jeg har 10 års praktisk erfaring som unschooler. Herudover har jeg i kraft af mit frivillige og professionelle arbejde haft mulighed for at møde mange forskellige familier, der praktiserer unschooling. Alle familier er forskellige, og derfor er alle unschoolere også forskellige. Som jeg kom ind på i artiklen om unschoolingens baggrund og historie er unschooling baseret på fri og selvstyret læring, og netop denne fleksibilitet gør, at intet unschooling-hjem er ens men skræddersyet den enkelte families unikke behov og rytme.

Som mine egne analyser har bekræftet så kan man dog stadig godt tale om en egentlig undervisningsform med en række grundlæggende metoder og tilgange. Jeg vil her give et bud på en beskrivelse af en unschoolende praksis sådan som den tager sig ud i mange hjem. Den skal ikke ses som en facitliste, og der vil nok være unschoolere som er uenige i nogle af mine betragtninger.

 

At beskrive, hvordan unschoolere underviser i praksis er ikke en simpel opgave - unschoolere vil typisk nemlig ikke adskille læring fra "det levede liv", som én unschooler udtrykte det overfor mig engang. Nogle unschoolere vil måske endog modsætte sig at blive betegnet som underviser - de foretrækker, som vi skal se, andre labels.

Unschooling er nemlig en erkendelse af, at læring foregår altid - hele tiden. Med tiden trænes man til at identificere læring i selv de mest almindelige dagligdags gøremål: ved madlavningen, ved tøjvasken, under skovturen, foran spille-konsollen og flimmeren... Med tiden går det op for unschooleren, at det er overordentligt vanskeligt ikke at lære noget.

Når læring ikke er begrænset bliver hele verden dit læringsrum, og læring bliver ligeså naturligt som at trække vejret. Der er ingen skole-klokke til at afbryde undervisningen.

 

Unschooling handler ikke (kun) om sorte negle

Diverse sensationslystne artikler og tv-indslag har somme tider tegnet et billede af unschooling som en tilbageskuende neoprimitiv bevægelse, som handler mest om at leve med jord under neglene og få enormt meget frisk luft.

Det er et vrangbillede og svarer meget lidt til, hvad jeg typisk ser hos en unschoolende familie. IT spiller en stor rolle hos de fleste unschoolere, og mange anvender nettet på lige fod med andre redskaber til at berige og understøtte deres læring. Mange er storforbrugere af online kurser, podcasts, gaming og almindelig informationssøgning. Netop børnenes frie adgang til at forfølge deres interesser gør, at autoritative og frihedsbegrænsende begreber som "skærmtid" dårligt kan forenes med unschooling.

Unschooling-familier beskriver en hverdag, som ofte er en blanding af almindelige dagligdags gøremål og projekter, der kan være mere eller mindre strukturerede. Børn tager ofte del i hjemmets opgaver, som f.eks. opvask, madlavning og indkøb, mens forældrene på samme måde kan deltage i børnenes aktiviteter. De fleste unschoolere skelner derfor heller ikke mellem fritid og læring. Unschoolerne gradbøjer ikke læringen men finder den i alle gøremål - om det er under madlavningen, på skovturen eller i computerspillet.


Lille Lucas står op kl. 8 og spiser morgenmad med resten af familien. Mor smutter på arbejde, og far skal lige lave noget regnskab på PC'en. Imens ser Lucas tegnefilmen Landet for Længe Siden. Lucas brænder nemlig lige nu for dinosaurer. Formiddag og middag tilbringes på Naturhistorisk Museum, som har fri adgang for hjemmeundervisere. Far og Lucas læser om dinosaurerne og kigger på de mange imponerende udstillinger, og Lucas er især imponeret over Danmarks eneste kæmpedinosaur, Misty. Undervejs hjem i bussen er Lucas fuld af spørgsmål. Hvad var den største dinosaur? Hvorfor findes de ikke længere? Er krokodiller en slags dinosaurer? Far gør sit bedste for at finde svar på mobilen. Da de kommer hjem tager de opvasken sammen og hører musik imens. Lucas har svært ved at tænke på andet end dinosaurer, men der er nogle af fars jazz-sange, som vækker hans interesse, selv om det meste virker kedeligt. De snakker om, hvorfor far dog kan lide sådan noget mærkelig musik, og far fortæller om sin lange kærlighed til genren og dens rødder i USA fra slutningen af det 19. århundrede, hvilket leder samtalen hen på den sorte befolknings kår i denne periode. Eftermiddagen går med et nyt computerspil, som Lucas har sparet op til længe, hvor man kan bygge sin egen dinosaur-park. Far skal lige nogle ting, men han sidder med en halv time, selv om han synes det er svært at følge med. Han spørger Lucas, hvad han laver, og Lucas kan fortælle, at han er i gang med at fastlægge entré-prisen for parken, fordi der skal være råd til både nye indhegninger og løn til personalet. Far får lov til at prøve men kan godt se, at han skal øve sig. Om aftenen ser hele familien Jurassic Park sammen, selv om de ofte må pause filmen, fordi Lucas f.eks. lige skal fortælle, at Velociraptorer altså havde fjer, og at det er lige lovligt langt ude at udvinde myggeblod fra rav - det har han nemlig fået at vide i en Youtube-video.


Det vil derfor heller ikke give meget mening at tale om pensum eller fastlåste læringsplaner med en unschooler. Interesser og lidenskaber kan opstå pludseligt og ad hoc, og for unschoolere vil det blive anset som en stopklods at skemalægge eller udskyde læring pga. fastlagte læringsmål for en bestemt periode. Det betyder ikke, at unschoolede børn ikke får en undervisning, der kan måle sig med øvrige undervisningstilbud. Det betyder bare, at læringsmålene er fleksible og understøtter barnets egne mål.

 

Tillid i øjenhøjde 

Som jeg beskrev i unschoolingens baggrund og historie, så er tillid et nøgleord i unschooling.

Unschooleren har tillid til, at barnet vil lære de nødvendige kompetencer, når barnet er motiveret til det. Det betyder ikke, at unschoolere ikke inspirerer deres børn til at lære nye ting. De unschoolere jeg har talt med beskriver ofte sig selv som guides, inspiratorer eller facilitatorer. De dikterer ikke læringen men er på den anden side heller ikke bange for at inspirere børnene til at udforske nye emner og interesser. Hvis de mener, at barnet er klar og motiveret til at lære nogle bestemte kompetencer vil de typisk foreslå aktiviteter, der kan understøtte tilegnelsen af dem. Men afvises forslaget accepteres afvisningen: Aktiviteten var måske ikke interessant for barnet eller også var tidspunktet ikke det rigtige. 

At overlade så meget styring til barnet vil være grænseoverskridende for mange. Det kræver is i maven. Men det er jo faktisk præcis det vi voksne forventer af hinanden: Vi taler i øjenhøjde, og forslag er oftest åben for diskussion. At blive mødt med ordrer og tvang vil for mange af os resultere i, at vi modsætter os og mister motivationen for at gøre det, vi bliver beordret til. Og motivation anses af de fleste som en forudsætning for læring.

 

Væk med pisk og gulerod

Et af de centrale elementer i unschooling er fraværet af ekstern motivation. Det er de oftest velmente redskaber, vi anvender til at få børn til at lære. Det kan være belønninger i form af ros, gode karakterer og klistermærker for ønsket opførsel eller ønskede præstationer; eller straf som f.eks. dårlige karakterer, skældud eller blot fraværet af belønning. I de senere år har vi i skolerne flere steder set forsøg med gamification, hvor man forsøger at motivere børnene ved at tilrettelægge undervisningen omkring computerspil hvor klistermærker erstattes af point og spil-valuta.

Unschooling lægger vægt på den interne motivation. Læringen er på sin vis "belønning" i sig selv, hvis man da overhovedet vil bruge det ord. Hvis man lærer, fordi man har lyst til at lære, forsvinder behovet for pisk eller gulerod. Problemfeltet mellem intern og ekstern motivation er noget, der har optaget forskere i mange år, fordi man ved, at man lærer bedst, når det man skal lære virker meningsfuldt i sig selv. Faktisk har forskere i mange år peget på, at ekstern motivation (belønning og straf) har en direkte negativ indvirkning på læring.

Unschooling fjerner med andre ord det abstraktionsniveau, vi kender fra den undervisning, der traditionelt foregår i skolerne. Med det menes, at når man lærer noget, lige netop fordi nogen har bestemt, at det bør man lige nu, er det meget sandsynligt, at læringen vil forekomme meningsløs - eller abstrakt - for den lærende. Hvordan skal man forholde sig til at skulle lære noget man ikke umiddelbart skal bruge til noget her og nu? For de fleste af os vil det være svært at finde motivation til at lære på denne måde.

Det er nok også derfor - på grund af den manglende mening - at voksne ikke vælger at lære på denne måde.  De fleste af os opsøger primært viden vi mener udvider og beriger vores liv med meningsfuld ny viden eller kundskaber. Vi lærer ting, som vi kan se og forstå formålet med at lære.

For at højne motivationen bruges der derfor typisk forskellige incitamenter, som i sig selv har meget lidt at gøre med selve det man skal lære. Det kan være førnævnte klistermærker eller point, som måske kan have en umiddelbar værdi lige nu men egentlig har meget lidt at gøre med det vi er sat til at lære.

I unschooling flyttes fokus altså fra kunstigt motiverende faktorer og tilbage til det væsentlige, nemlig det man lærer.


Eva har siden hun så Ringenes Herre trilogien i biografen brændt for fantasy og middelalder i alle afskygninger. Hun er begyndt at kæmpe sig igennem romanerne på engelsk selv om de kan være svære at forstå, og hun spørger ofte mor om forskellige ord. Eva har altid været vild med computerspil, og hun har spillet mange fantasy-spil. På det sidste er spillene dog blevet mere avancerede. Inspireret af onkel Leo, som er inkarneret gamer, er hun begyndt med nogle historiske middelalderspil, hvor man skal opbygge sin civilisation fra et lille land til en stor nation i middelalderens Europa. Det er ret udfordrende, fordi man skal balancere skatter, traktater og royale giftemål. Eva går ofte på nettet og finder gode råd til, hvordan man kommer videre i spillet. På den måde har hun fundet andre middelalder-entusiaster som har inviteret hende til at være med i en lukket online gruppe. Hun er her blevet ret gode venner med Markus og Inge fra Tyskland, og de har inviteret hende og familien ned til Rugen i Tyskland til den årlige middelalderlige festival. Eva og Markus og Inge taler engelsk sammen, men de er begyndt at lære hende nogle tyske ord. Far har foreslået at de tager et tysk-kursus sammen, så de kan prøve det af, når de kommer derned til sommer.


Evas passion i ovenstående eksempel afføder en hel masse læring. Men Eva skal ikke motiveres til at lære alle disse ting med belønninger - hun opsøger læringen for at opfylde et internt behov. Læringen er både motivation, belønning og mål i sig selv.

 

Læremidler

I praksis betyder det også, at et liv med unschooling ikke kan skemalægges i traditionel forstand. Dermed ikke sagt, at unschoolere ikke kan planlægge deres uge, men planlægningen vil tage udgangspunkt i de interesser, der optager børnene og ikke i et fast foruddefineret pensum.

For nogle - både voksne og børn - kan det være en hjælp at planlægge deres tid. Derfor er det heller ikke usædvanligt. at unschoolere f.eks. bestemmer sig for at arbejde med matematik om mandagen og se et online kursus om keramik om fredagen. Forskellen på en sådan skemalagt aktivitet og et traditionelt skoleskema er, at barnet har efterspurgt at lære om matematik og keramik og været med til at aftale tidspunktet. 

Det kommer somme tider bag på nogen, at unschoolere gerne benytter sig af helt traditionel undervisning. Det kan være skolebøger, traditionelle kurser eller sågar eksterne undervisere/tutorer. 

Det er altså ikke så meget, hvordan læringen rent formelt ser ud, der er i fokus for unschoolerne men at den lærende selv er med til at rammesætte læringen.

Der er mange veje til læring, og hvilken vej man vælger kan være meget individuel. Nogle lærer at læse ved at læse Anders And, andre via Alkalær. Nogle lærer engelsk ved at se Let's Play videoer på Youtube, andre ved at følge et engelsk kursus. Det, der betyder noget for unschoolerne er, at ingen af metoderne er bedre end andre. Ingen måder at lære på er mere rigtigt end andre. Eller sagt på en anden måde: den lærende ved bedst selv, hvad den rigtige måde er for hende - motivationen viser vej til meningsfuld læring.

 

Meningsfuldhed, frivillighed og ejerskab

Som jeg skrev tidligere, så spiller meningsfuldhed en afgørende rolle for unschooling, fordi meningsfuldhed avler motivation. Det samme gør frivillighed, fordi barnet ifølge unschoolerne bedre end nogen anden ved, hvad der er meningsfuldt for hende lige nu.

De to faktorer - frivillighed og motivation - er for unschoolerne uløseligt forbundet med læring. Unschoolede børn har som beskrevet i de to eksempler med Eva og Lucas mulighed for at leve deres interesser ud, og deres forældre gør deres bedste for at understøtte og guide børnenes læringsrejse. Men de undlader at styre eller strukturere læringen, fordi de ikke ønsker at aflede børnenes opmærksomhed fra læringens indhold.

Eva og Lucas har med andre ord ejerskab over deres egen læring, og de bestemmer f.eks. selv hvordan og hvor længe de vil forfølge et emne. For unschoolerne er det en selvfølge: hvis de voksne tog føringen ville de forstyrre børnenes naturlige drivkraft for at lære: det ville ikke længere handle om, hvad børnene ønsker at lære, men hvad de voksne synes børnene skal lære. Og derefter vil meningsfuldheden være forsvundet, fordi de voksnes ideer om hvordan læring bør se ud skygger for det, der fik børnene til at kaste sig over et emne.

Kritikere af unschooling fremhæver af og til, at læring ikke kan baseres på frivillighed, da mange børn så ikke vil tilegne sig visse nødvendige færdigheder - de ting vi synes de skal kunne. Det kunne være matematik. Eller sociale kompetencer.

Vi kan afskrive den slags bekymringer som en manglende viden om unschooling, og det er naturligvis ikke helt ved siden af. Men mon ikke de også bunder i en undervurdering af børnene selv? Selv om børnesynet på mange områder har udviklet sig til det bedre over de sidste mange år, er børn og unges dagligdag i høj grad dikteret af velmenende voksne. F.eks. findes der et hav af artikler og kronikker, der indeholder ordene "børn skal..." mens ganske få indeholder "børn vil..." Samtidig risikerer man at blive stemplet som curlingforælder, hvis man tager sit barn alvorligt. Det er tankevækkende.

Når vi nu taler om misforståelser kan det også være på sin plads at understrege, at unschooling ikke handler om at gøre læring "sjov". Ved nærmere eftersyn vil man opdage, at børn i mange sammenhænge kaster sig over ting, som ikke umiddelbart kan kalder sjove. Det kan være at lave trivielle opgaver i et computerspil, grave et dybt hul i haven eller terpe sig igennem en vanskelig tekst. Computerspillet åbner måske en ny bane efter opgaven er løst, hullet skal bruges til en underjordisk hule og teksten er reglerne til et nyt brætspil.

Store børn kan ønske at lære for at kunne søge optagelse på en ungdomsuddannelse og dermed opsøge helt traditionel formaliseret viden og undervisning. Det er dog stadig læring efter eget ønske - meningsfuld læring - uanset hvordan denne læring så tager sig ud. Om den er et online kursus i tysk, en tur i skoven efter svampe til aftensmaden, eller at brodere for at kunne lave en gave til mormor. Disse er alle eksempler er fra mine egne børns liv.

Hvis aktiviteten giver mening påtager børn sig gerne trivielle eller udfordrende opgaver.

Helt frivilligt. Og uden klistermærker.

 

Læs mere

At lære sammen

Intro til tilsyn

Unschooling - baggrund og historie

 

Referencer

Biesta, G; Osberg, D. (2008). From Representation to Emergence: Complexity's challenge to the epistemology of schooling. Educational Philosophy and Theory, Bind 40, hæfte 1, side 204 - 217.

Deci, E. L., Koestner, R., & Ryan, R. M. (1999). A meta-analytic review of experiments examining the effects of extrinsic rewards on intrinsic motivation. Psychological bulletin, 125(6), 627.

Gray, P., & Riley, G. (2013). The challenges and benefits of unschooling, according to 232 families who have chosen that route. Journal of Unschooling & Alternative Learning, 7(14).

Holmstrup, M. (2017). Unschooling: Selvstyret læring i det 21. århundrede. Speciale, Århus Universitet.

Holt, J. (1982). How children fail (Rev. ed.). New York: Delacorte, 274, 61.

Holt, J. (1997). Growing Without Schooling: A Record of a Grassroots Movement. Holt Associates.

Holt, J. C., & Farenga, P. (2003). Teach your own: The John Holt book of homeschooling. Cambridge, MA: Perseus Pub.

Holt, J. (2009). How children learn. Da Capo Press.

Klafki, W. (2002). Dannelsesteori og didaktik - nye studier (2. udg.). Århus : Klim.

Levin-Gutierrez, M. (2015). Motivation: Kept alive through unschooling. Journal of Unschooling and Alternative Learning, 9(17), 31-41.

Riley, G. (2018). Unschooling: A direct educational application of Deci and Ryan's (1985) self determination theory and cognitive evaluation theory. I: European Journal of Alternative Education Studies.

 

Tilføj kommentar

Restricted HTML

  • Tilladte HTML-tags: <a href hreflang> <em> <strong> <cite> <blockquote cite> <code> <ul type> <ol start type> <li> <dl> <dt> <dd> <h2 id> <h3 id> <h4 id> <h5 id> <h6 id>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.