Jeg er af og til stødt ind i beskrivelser af unschooling som noget, der handler om at læne sig tilbage og lade børnene selv finde frem til læring og udvikle deres færdigheder på egen hånd. Men er det rigtigt?
blog
Med udgangspunkt i den hollandske uddannelsestænker Gert Biesta dykker jeg ned i nødvendigheden af at favne risiko, tvivl og det ukendte i stedet for at stirre sig blind på socialisering.
"Unforældre" og "curlingforældre" er nogle af de mindre pæne ord, der er blevet brugt om unschoolere. Er det virkelig sådan, at unschoolere enten forsømmer eller forkæler deres børn?
Dopamin, Fortnite, afhængighed, sociale medier... det er nemt at lade sig rive med af bekymringer. Især her foran skærmen. Men hvad gør man som unschooler? Og... findes der virkelig 2 lejre af unschoolere?
De ser nu rare ud - alle disse blogs og insta´er med sepiatonede børn, der løber rundt i naturen og puster til mælkebøtter, mens mor og far får sig en hjemmelavet is i solen.
Unschooling er socialt. Læring bliver en fælles oplevelse, og rammerne mellem underviser og elev bliver utydelige.
Kan man uddanne til selvbestemmelse, medbestemmelse og demokrati med frihed og tillid?
Hvad med det sociale? Det første bekymrede spørgsmål alle hjemmeundervisere møder. Men skal man gå i skole for at blive social?