"Tænk, at det er kommet dertil", skrev Lise Egholm i en kommentar i Berlingske for et års tiden som en reaktion på en artikel om unschooling. Unschooling er, ifølge Egholm, undergravende for det danske uddannelsessystems "fri og lige adgang til uddannelse" forårsaget af "speltmødre og curlingforældre".
Ja tænk, at en tilgang til læring baseret på motivation og tillid kan forekomme så samfundsundergravende og mere eller mindre dommedagsagtig på nogle mennesker. Mon ikke noget af forklaringen skal findes i, at læringstilgangen er så tillidsbaseret, som den er?
Tillid er jo ikke på mode.
Både børn og voksne vurderes og kontrolleres i stigende grad ud fra standardiserede normer, og selv om der er "fri og lige adgang" til at deltage, er det med det fri og lige nok en ringe trøst, når man falder uden for rammerne. Men hvis det hele skal gå op logistisk og praktisk er der bare ikke megen plads til noget så eksotisk som tillid.
Men vi har faktisk også friheden til at vælge en anden vej - nogle vælger at tage et aktivt ansvar for deres barns læring og basere undervisningen på motivation, lyst (gisp!) og ja.. tillid.
Jeg forstår til dels angsten. For tillid er et af disse flyvske bløde ord, der passer meget dårligt til et uddannelsessyn baseret på målbar ensretning. Hvordan skal vi [ud]danne børn til ansvarlige demokratiske medborgere, hvis de selv må bestemme? Skal vi bare have tillid til, at det sker? Hvordan sikrer vi, at børnene bliver sådan, som vi synes de skal blive?
Hvordan sikrer vi strukturen?
Unforældre
Selv-struktureret læring bliver set med de øjne sat lig med en ustruktureret barndom. Det børnesyn, der ligger til grund for unschooling, står på mange måder i skarp kontrast til det dominerende børnsyn. Det virker kort sagt urealistisk eller endog provokerende på mange at tiltænke børn kompetencerne til at kunne lære uden skema.
"Unforældre" er det ord Egholm og andre kritikere vælger til at betegne forældre, der har valgt at sætte læringen fri.
Tænk, at det er kommet dertil, fristes man til at sige, at de forældre eller værger, der vælger ikke at udlicitere deres barns undervisning ligestilles med forældre, der ikke kan varetage forældrerollen.
For virkeligheden for unschoolere i Danmark er jo, at hjemmeundervisning aldrig er den nemme løsning. Man påtager sig et ansvar, som vi generelt opfordres og forventes at lægge på institutionernes skuldre. Og som man kan læse mange steder på denne side, så er unschooling langt fra passivt. Tværtimod vælger man at tage aktiv del i sit barns hverdag og læring. Man bliver en aktiv læringsfacilitator og hjælper gennem indlevelse og især deltagelse barnet med at følge sin naturlige motivation til at lære.
Desuden tilses hjemmeundervisere herhjemme også af et kommunalt tilsyn, der sikrer, at undervisningen er forvarlig og står mål med folkeskolen. Som unschooler kræver det et vist benarbejde at synliggøre, at undervisningen opfylder tilsynets krav. Man dokumenterer læringen via f.eks. logbøger og årsrapporter, der omsætter en ofte organisk læring til et sprog, der giver mening i en institutionaliseret praksis (jeg kalder det "skolsk").
Det er en krævende opgave at skulle lære at identificere og beskrive den læring, der med barnets øjne blot er et meningsfuld beskæftigelse, men med "underviserens" øjne hører under kategorien "rigtig" undervisning. Med årene kommer rutinen, men en passiv beskæftigelse bliver det aldrig.
Det er - skulle jeg hilse og sige - somme tider hårdt at unschoole sine børn. Men det er besværet værd.
For langt de fleste forældre vil unschooling også kræve en række benhårde prioriteringer, f.eks. praktiske og økonomiske. For mange vil det udelukke ferier og bil(er) i garagen.
Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at unschoolere skubbes i skoene, at de er curlingforældre, der for alt i verden vil beskytte deres børn mod verdens udfordringer.
Så enten taler vi altså om forsømmelse eller forkælelse - unforældre eller curlingforældre... take your pick...
Tillid avler tillid
Den angst og de sure bøvser, der kommer til udtryk i tekster som Lise Egholms bunder naturligvis primært i manglende viden og måske især også et manglende ønske om at forstå, hvad unschooling er i praksis.
Men den bunder også i et børnesyn, der frarøver børn en naturlig motivation og drivkraft til at lære. Man skal "lære at lære", som vi så ofte hører. Læring er noget, der bør overlades til professionelle. Mindst af alt skal det overlades til den lærende selv. Det samme gælder socialisering, for øvrigt: noget, der åbenbart kun kan foregå under mere eller mindre kontrollerede forhold i institutioner.
Jeg har lidt mere tiltro - og tillid - til barnets kompetencer - både fagligt og socialt. Ikke kun fordi jeg selv har erfaret, hvordan mindre kontrol og mere indlevelse har frembragt nogle begavede, sociale og demokratisk tænkende væsener. Men også fordi jeg tror, at dannelsen af det vidende, selvbestemmende og solidariske individ potentielt har optimale betingelser i en unschoolende sammenhæng.
Tillid har det med at avle tillid. Til sig selv og andre.
Jeg er nok mere nervøs for den øvrige udvikling i samfundet, hvor refleksion, motivation og fordybelse i stigende grad må vige til fordel for målbare resultater. Det er svært at opnå dannelse uden dannelsesproces. Det er svært at tage ansvaret for sin egen læring, når man ikke mødes med tillid.
At unschoole er ikke at fraskrive sig forældrerollen men tværtimod et udtryk for, at man vælger at tage en mere aktiv del i sit barns læring og opdragelse. Ud over at man naturligvis stadig har forældreansvaret påtager man sig også ansvaret for barnets læring - et ansvar, som vi ellers i vid udstrækning opfordres til at lægge fra os.
Unschooling er dermed ikke en fraskrivelse af ansvar men en tilskrivelse af øget ansvar.
Læs også
Unschooling myter #2: Unschoolere er totalt overskudsagtige og har det megafedt hele tiden
Unschooling Myter #1 - hjemmeunderviste børn socialiseres ikke