De ser nu rare ud - alle disse blogs og insta´er med glade børn, der løber rundt i naturen og puster til mælkebøtter, mens mor og far får sig en hjemmelavet is i solen.
Er det sådan unschooling er? Blomster i håret og krea-projekter døgnet rundt? Det må være SÅ fedt!!!
Men hvad hvis livet ikke altid er sådan? Kommer det med på bloggen, når mor alle har en off-dag, hvor mor snerrer af ungerne, eller far smækker med døren? Når man ikke gider andet end se dårlige serier og spise chips? Når økonomien driller, eller når man bare gerne vil være alene? Ja, hvad med de dage, hvor man pludselig får en nagende tvivl, om man nu egentlig har valgt rigtigt med unschooling?
Nok ikke så tit. Måske giver det lidt færre klik ? Eller måske vil vi bare helst vil dele de glade stunder med andre? Tilsynet kunne jo også kigge med?
Ligesom min og din Facebook-profil så er alle disse snapshots på nettet redigerede virkeligheder.
Unschooling er ikke en Pepsi-reklame. Det er messy og derfor helt virkeligt. Det er ikke altid kønt.
Det kan være konfliktfyldt og hårdt. Rigtigt hårdt. Når dagen ikke er, som man ønsker den skal være, og alle de ting man har planlagt bare falder til jorden. Eller hvis børnene ikke deler éns begejstring og kun gider at lave noget, man ikke selv kan se værdien i. Somme tider lever man ikke op til det man ønsker at kunne eller være, og somme tider ser virkeligheden helt anderledes ud end det man havde regnet med.
- At skulle gå mod mange af de ting, man har fået at vide er den eneste vej, er hårdt.
- At tvivle på at det man gør er rigtigt, er hårdt.
- At se nogle ting i sig selv, som man ikke er glad for er hårdt.
- Det er hårdt, at der ikke er nogen facitliste - heller ingen klistermærker for god opførsel.
- Tvivl er i det hele taget pissehamrende hårdt.
Og så hjælper blogs fyldt med Colgate-smil måske ikke så meget :)
Men godt nyt: tvivl kan være et symptom på noget godt. Tvivl er nemlig refleksion. Tvivl er kritisk tænkning. Det er et tegn på at man bevæger og udvikler sig. Unschooling handler i høj grad om selvrefleksion og spørgsmål. Og der er ikke altid nemme svar - hvis der overhovedet er svar!
Måske finder du rent faktisk ud af, at unschooling ikke er noget for dig. Måske er unschooling at gøre vold på dig selv, og det er ingen tjent med. Heller ikke dit barn.
Og det er ok - ved at tage del i den proces er du blevet klogere på dig selv. Du har rent faktisk truffet et informeret valg og dermed efter gjort en større indsats for dit eget og dit barns liv end mange nogensinde vil gøre.
Hvis du derimod vælger at blive ved, fordi den dér ret så vigtige mavefornemmelse siger, at der er sgu noget om det der unschooling-noget, som du ikke rigtigt kan undvære, så hold fast og bliv ved. Også selv om livet ofte mere ligner en katastrofefilm end en Merci reklame.
Fordi tvivlen bliver mindre.
Men den forsvinder aldrig...
Hvis den gør, skal du virkelig stoppe op, fordi så kunne det godt være tegn på, at der er noget helt galt.