Dette er første del af en lille serie af blogindlæg, hvor jeg vil stille skarpt på nogle af de myter, fordomme og usandheder, der ofte dukker op, når snakken falder på unschooling og hjemmeundervisning.
- Hvad med det sociale?
Jeg har altid fundet det en smule tankevækkende, at socialisering er det første emne, der tages op, når talen falder på hjemmeundervisning. Det er sjældent det faglige der fokuseres på, men om barnet nu også lærer at være social.
Og det er jo et vigtigt spørgsmål det dér med det sociale. At kunne begå sig blandt andre mennesker, engagere sig i sine omgivelser og knytte bånd er vigtige egenskaber at beherske, når man skal ud og færdes i samfundet. Men hvad forstår vi egentlig ved socialisering?
Definitioner er der mange af: taler vi f.eks. om evnen til at knytte venskaber, til at indgå i et demokratisk rammesæt eller til at engagere sig i samfund og mennesker? Taler vi om adfærd, empati, kommunikation eller trivsel?
Socialisering er mange ting for mange mennesker, men de fleste vil nok kunne mødes omkring en definition, der tager udgangspunkt i tilegnelsen af færdigheder, der gør det muligt at kunne fungere og trives i det samfund man er en del af.
socialisering, proces, hvorunder børn og voksne anspores og hjælpes til at udvikle de færdigheder, normer og personlighedsegenskaber, der er karakteristiske for det samfund eller den gruppe, personen tilhører. (Den Store Danske)
Børn i Danmark tilbringer en stor del af deres tid i institutioner i dag, og det er derfor også dér de typisk skaber de fleste sociale relationer. Skolerne har ikke blot overtaget ansvaret for børnenes læring men også for at dække deres sociale behov.
Det er derfor måske heller ikke så mærkeligt, at mange har svært ved at forestille sig børn udvikle de nødvendige sociale kompetencer uden for en institution.
Hvad siger forskningen?
Ikke overraskende er det meste forskning på området blevet foretaget i USA, hvor mellem 3% og 4% af børn bliver hjemmeundervist - i modsætning til de ganske få promiller af danske børn, der hjemmeundervises.
Professor Richard Medlin har af to omgange (i år 2000 og 2013) skrevet akademiske artikler, der sammenfatter den væsentlige forskning på området. Konklusionen på begge artikler var, at hjemmeunderviste børn generelt ikke er isolerede, lever sociale liv, integreres godt i samfundet og har et højt selvværd. Medlin påpeger endvidere, at forskningen indikerer at hjemmeunderviste børn kan have nogle sociale fordele i forhold til børn i skoler, fordi de typisk har et større engagement i frivillige aktiviteter, er mere tilbøjelige til at knytte nære venskaber og klarer sig lidt bedre på ungdomsuddannelserne og i det voksne liv.
Forskerne Milton Gaither og Robert Kunzman foretog i 2013 den hidtil mest grundige gennemgang af eksisterende forskning af hjemmeundervisning. Også de konkluderer, at forskningen i vid udstrækning kaster et positivt blik på socialiseringen af hjemmeunderviste børn, og også de bemærker, at hjemmeunderviste børn i mange tilfælde synes at overgå deres jævnaldrende i en række sociale kompetencer.
Lidt tættere på Danmark undersøgte Christian Beck i 2015 den sociale integration af hjemmeundervisere i Norge. Beck konkluderede, at hjemmeundervisning synes at producere elever, der er godt integreret i samfundet.
Det er her vigtigt at påpege - hvilket flere forskere også gør - at disse undersøgelser i nogle tilfælde baserer sig på relativt få besvarelser eller stikprøver foretaget på et ikke-tilfældigt udvalg af befolkningen. Der er brug for mere forskning i hjemmeundervisning.
3 fordomme om hjemmeundervisning
Men når forskningen nu ikke underbygger antagelsen om, at hjemmeunderviste børn ikke udvikler sociale kompetencer, er det jo nærliggende at spørge sig selv, hvorfor misforståelsen er så udbredt.
Jeg tror, at svaret skal findes i en række antagelser. Lad os se nærmere på tre af dem, jeg oftest møder:
1. Hjemmeunderviste børn risikerer at blive isolerede.
Mange synes at trække en lige linie mellem hjemmeundervisning og isolering. Undervises barnet i hjemmet findes der altså en frygt for, at hun ikke kommer ud blandt mennesker.
Der er dog ikke rigtigt nogen rationel frygt. Der er ingen grund til at antage, at hjemmeunderviste børn skulle være mere isolerede end deres jævnaldrende i institutionerne. Hjemmeundervisning betyder ikke, at man aldrig forlader hjemmet.
Børn og voksne er sociale væsener og opsøger naturligt andre mennesker - det gælder naturligvis også hjemmeundervisere. Et hurtigt kig på de mange sociale og faglige arrangementer, der hver måned arrangeres via bla. foreningen Fri Læring og ikke mindst via de mange netværk, der findes på de sociale medier, viser at hjemmeundervisere er meget socialt aktive rundt omkring i landet.
Men ud over den slags tilbud har man som hjemmeunderviser rig mulighed for at deltage i sociale og kulturelle sammenhænge i alle tænkelige former, både nært og fjernt. Både førnævnte forskning og mine egne erfaringer viser, at de fleste hjemmeunderviste børn er udpræget sociale og har en stor kontaktflade, der giver mulighed for at knytte bånd til både voksne og børn af forskellige aldre.
Dertil kommer, at hjemmeundervisere ofte har en grad af fleksibilitet i deres hverdag, der gør at de kan engagere sig i lokalsamfundet i højere grad end hvis børnene opholdt sig i en institution det meste af dagen - for ikke at tale om alle dem, der bruger denne fleksibilitet til at rejse ud i verden for at lære og opleve sammen.
At ligestille hjemmeundervisning med isolering er at underkende og undervurdere vores behov for at være sociale.
2. Børn socialiserer bedst med jævnaldrende
For de fleste børn er virkeligheden sådan, at de forventes at knytte sociale bånd baseret på demografi og alder. Børn af samme alder forventes bedre at være i stand til at lære det samme stof, og det antages at de nemmere vil finde venner blandt jævnaldrende.
Vi er nok lige lovligt fikseret på alder.
Nogle skoler anvender dog aldersintegrerede modeller med en mere forskelligartet sammensætning af børn på tværs af alder. Disse tiltag har været genstand for en masse diskussion, men der findes reelt meget lidt forskning på området.
Generelt taler man i dag om to opfattelser af socialisering: 1) dobbeltsocialisering, hvilket er vekselvirkningen mellem socialiseringen i hjemmet og i institutionen, og 2) den mere "klassiske" socialisering, hvor hjemmet er den primære kilde. Der er en stigende institutionalisering af samfundet - der er nu mere skole og pasning end for ca. 50 år siden. Det har gjort, at institutionen i dag anses for at spille en større og større rolle for barnets socialisering. Den amerikanske psykolog Judith Harris har vakt en del opmærksomhed ved at gå et skridt videre og argumentere for, at socialisering i dag primært foregår blandt jævnaldrende via gruppesocialisering.
Fælles for alle disse teorier er dog, at de udelukkende tager udgangspunkt i observationer af en institutionaliseret barndom. Grundlaget for konklusionerne baserer sig derfor på socialisering af børn, der tilbringer en stor del af deres barndom i skoler.
Det er faktisk ikke rigtigt relevant for hjemmeundervisere.
At jævnaldrende børn skulle være den primære kilde til socialisering, som Judith Harris påstår, ser jeg mere som en naturlig årsag af at blive placeret i en hverdag, hvor omstændighederne næsten ikke tillader andet. For de hjemmeunderviste børn er dette ikke tilfældet, og deres omstændigheder tillader, at de kan knytte sociale bånd baseret på mange andre faktorer end alder.
Der er bare ikke noget grundlag for at påstå, at hjemmeunderviste ikke børn kan udvikle et rigt og mangefacetteret socialt liv, blot fordi de ikke er i en institution. Som jeg nævnte i forrige afsnit, så peger forskningen på, at netop det er tilfældet.
Det er vigtigt at være klar over, hvilken sammenhæng man taler om, når man diskuterer socialisering. Det kan meget vel være rigtigt, at jævnaldrende kan være en vigtig faktor for socialisering, hvis du befinder dig i en institutionaliseret kontekst.
Men hvis præmissen for din hverdag ikke er bestemt af din alder kan socialisering se meget anderledes ud.
1. Børn skal tvinges til at socialisere med XYZ for at opnå demokratiske kompetencer
Ovenstående har jeg ofte lagt øre til, og jeg forstår på sin vis ræsonnementet. Tanken er, at børn skal tvinges ud af deres comfort zone, så de kan blive konfronteret med perspektiver, der afviger fra deres egne. Jeg er enig med hensigten - eller målet - men ikke metoden, som jeg mener er et udtryk for en helt grundlæggende undervurdering af børns kompetencer.
De fleste, der har betragtet helt små børn i en fri social sammenhæng - det kunne være på en legeplads eller under holdsport f.eks. - vil sikkert opleve, at børn besidder et væld af sociale kompetencer samt en umættelig nysgerrighed og uforbeholdenhed vi voksne godt kan lære en masse af. Og de fleste af os er ellers blevet "socialiseret" godt og grundigt gennem hele vores opvækst.
Børn er generelt godt klædt på og villige til at socialisere med andre mennesker, hvis omstændighederne byder sig, og det sker i en meningsfuld sammenhæng - vel at mærke meningsfuld for barnet.
En ting, der går igen i alle disse fordomme er trangen til at voksen-diktere socialisering. Det er ikke nok at lade børn socialisere på egne vilkår. Vi vil helst sætte rammerne, fordi vi ved bedst. Synes vi.
Men alligevel kan børn noget, vi ofte har svært ved. Måske kunne vi (gen)opdage nogle sociale kompetencer, hvis vi ikke var så opsatte på at sætte rammerne for børnenes sociale liv.
Generelt er der et lidt overdrevent fokus på, hvad børn skal og ikke så meget på, hvad børn vil.
En anderledes tilgang ville kunne åbne op for nye erkendelser. Mange vil blive overraskede over, hvor åbne, umiddelbare og risikovillige børn vil være, hvis de får mulighed for at socialisere på egne vilkår og i en sammenhæng, der giver mening for dem.
Vejen til et demokratisk samfund går gennem selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet. Vi kalder det dannelse. Måske man ville blive overrasket over resultatet, hvis man i stedet for at diktere rammerne ville fokusere mere på at skabe rum og muligheder, der opmuntrer børn til at kultivere de sociale kompetencer, de allerede har.
Den standardiserede socialisering
Det er vigtigt at understrege, at hjemmeundervisning på lige fod med andre undervisningstilbud er underlagt et krav om at eleverne skal forberedes til at kunne deltage i et demokratisk samfund samt skabe gode muligheder for en alsidig personlig og social udvikling.
Hjemmeundervisere skal med andre ord sikre sig, at børnene gennemgår en demokratisk og personlig dannelse.
Det danske samfund ikke blot tillader men opmuntrer til alternative undervisningsmetoder som friskoler og hjemmeundervisning. Det er en del af vores samfunds DNA.
Hvis man ønsker at støtte op om disse vigtige frihedsprincipper - hvis man ønsker sig et samfund, der har rummelighed, demokrati og menneskerettigheder som bærende elementer - så synes jeg det er vigtigt, at man imødegår disse metoder med en vis portion åbenhed og tolerance i stedet for skepsis og fordomme.
Nu har vi set på nogle udvalgte fordomme om hjemmeundervisning, som ikke ser ud til at have rod i virkeligheden. Men hvorfor trives de så stadig? Der er selvfølgelig flere indlysende årsager, som manglende viden og misvisende repræsentationer af hjemmeundervisning i medierne. Det er åbenlyse problemer.
Men jeg tror også, at vi kan finde noget af forklaringen i det, man kunne kalde den standardiserede socialisering.
Den socialisering i institutioner er i kraft af dens udbredelse genstand for mest opmærksomhed. Den er den socialisering de fleste af os har været igennem.
Og det betyder, at den bliver så dominerende i vores bevidsthed, at vi risikerer at efterrationalisere - at se alt andet negativt, blot fordi det ikke er normen. Begrebet socialisering kommer dermed til at være ensbetydende med den mest udbredte form for socialisering.
Vi får svært ved at forestille os, at socialisering kan foregå på andre måder.
Ved at lukke sig for nye eller anderledes måder at socialisere på risikerer man ikke blot at gå glip af nye indsigter og perspektiver - man risikerer også et fattigere samfund.
Referencer
Kunzmann, R. & Gaither M. (2013). Homeschooling: A Comprehensive Survey of the Research. I: Other Education: The Journal of Educational Alternatives, bind 2, hæfte 1, side 4-59.
Medlin, R. (2000). Home Schooling and the Question of Socialization. Peabody Journal of Education, Bind 75, 1, side 107 - 123.
Medlin, R. G. (2013). Homeschooling and the question of socialization revisited. Peabody Journal of Education, 88(3), 284-297.
Wilkens, C. P., Wade, C. H., Sonnert, G., & Sadler, P. M. (2015). Are homeschoolers prepared for college calculus?. Journal of School Choice, 9(1), 30-48.