Selv om der er skrevet tykke bøger og råbt mangt og meget om dannelse - og ikke mindst fraværet af den - er det et af de begreber, der kan antage mange forskellige betydninger alt efter afsenderen. Den mest udbredte forståelse af dannelse i Danmark anno 2019 er en blanding af den tyske “Bildung”, oplysningstidens humanisme og noget Grundtvigiansk frihed. Vi ønsker, med den store tyske didaktiker og dannelses-tænker Wolfgang Klafkis ord, at dyrke “selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet”.
Dannelse er altså en synergi mellem autonomi, demokrati og solidaritet. Eller sagt på en anden måde: Et selvstændigt tænkende menneske, der kan begå sig i et demokrati, agere solidarisk og forholde sig kritisk, er nogenlunde det bedste vi kan håbe kommer ud på den anden side af ud-dannelsen. Dannelsen bliver dermed læringens pejlemærke - et kompas som guider underviserne og underbygger deres handlinger med meningsfuldhed.
Der er en grund til, at vi gør som vi gør.
Dannelsen er det, der giver læringen mening. Dannelsesrejsen er en bevægelse fra en mindre oplyst tilstand mod en anden mere oplyst tilstand. En udvikling. En forandring. Dannelse er på trods af de mange definitioner læringens etiske livsnerve. For tag ikke fejl: dannelse er noget vi stræber efter, og det er også derfor vi taler om dannelsesidealer.
Skåret ind til benet: Dannelse er på mange måder læringens etiske "hvorfor".
Deltagelse og indlevelse
I mit arbejde med unschoolende forældre og i mit eget liv som unschooler har jeg på nært hold kunnet følge nogle dannelsesprocesser, som i mange henseender er radikalt anderledes end dem, vi ser i institutionelle rammer. Med unschooling har vi at gøre med en didaktik - en form for undervisning - hvor rammerne mellem underviser og elev ofte udviskes, og hvor forældre og børn deltager på lige vilkår. Læring bliver en proces, hvor voksen og barn udforsker emner sammen.
Unschoolende forældre fortæller ofte, hvor meget de lærer ved at deltage i de fælles læringsprojekter, men de fortæller også, at de får et andet syn på læring. Kompetencerne udvikles og udvides mellem barn og voksen, menneske og menneske.
Unschooling er deltagelse og indlevelse. Indlevelse i barnets læringsmæssige behov og deltagelse i barnets læringsrejse. Gennem deltagelsen opstår nye indsigter - ikke blot i barnets behov men også i "underviserens".
Undervisere og elever danner lærende fællesskaber, hvor det ofte sker, at underviserens mere traditionelle tilgang til læring udfordres af elevens mere intuititive læring. Forståelser og fordomme udfordres. Ting vendes på hovedet.
Det kommer der ofte refleksion ud af: man får udfordret sine forståelser og erfaringer omkring hvad læring er og kan være. Ved at deltage i barnets læringsproces gennemgår man selv en lærings- og dannelsesproces.
Man forandres i fællesskab.
At reflektere og stille spørgsmål til sig selv og den virkelighed man er i er en forudsætning for dannelse. Det er gennem refleksionen og spørgsmålene at vi gennemgår de forandringsprocesser, vi kalder dannelse. Vi bevæger os både indad og fremad; vi lærer både noget om os selv, om hinanden og om det samfund vi er i. Det er en sund øvelse. Og somme tider også lidt skræmmende.
Læring er ikke noget, der foregår mellem kl. 8.30 og 16. Den opfattes af unschoolere mere som en konstant tilstand - en ufravigelig livsbetingelse - end en fysisk og tidsmæssigt afgrænset beskæftigelse. Læring sker - både i sandkassen, i Fortnite, rundt om familiebordet og under læsningen.
Unschooling er selvstyret og selvreguleret læring. Tillid, respekt og risikovillighed danner grundlaget for et læringsmiljø, hvor underviseren har tillid til, at barnet lærer det, barnet har brug for, når barnet har brug for det.
Og ja - også selvom barnet ikke har lyst til at lære om division i dag.
Den risikovillighed, som bla. uddannelsesforskeren Gert Biesta har efterlyst i undervisningssektoren, er uløseligt forbundet med unschooling, fordi man som underviser sætter resultatet på spil. Sagt på en anden måde: Som unschooler erkender du ikke blot, at dit barn har kompetencer til at råde over sin egen læring - du hilser det velkomment, fordi du ved, at en øget kontrol med barnets læring dybest set ikke er til for barnet men for din egen trygheds skyld.
Så ja, unschooling er også forbundet med et vis tab af kontrol, hvilket er uhyre umoderne i vores målstyrede virkelighed. Men ønsker vi dannede mennesker, der forstår at handle og tænke selvstændigt er det måske ikke utænkeligt at give dem mulighed for også at udleve disse idealer. For hvordan lærer man selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet uden at kunne leve det?
Livslang dannelse
Mine egne erfaringer samt andre unschooleres har vist, at de unschoolede børn lærer det de har brug for og tager ansvar for deres læring - somme tider i et andet tempo og måske på en anden måde end deres jævnaldrende i skolerne. Nogle børn kaster sig over historie eller engelsk som 7-årige, mens de måske er længere end deres jævnaldrende i skolen om at komme i dybden med matematik og dansk. Eller omvendt. Alle børn har deres eget tempo. Men de lærer og udvikler sig, og de tager ansvar for deres læring. Det ser ud til, at tillid avler ansvar, hvilket jo om noget er dannelsens kerne-kompetence: at tage ansvar for sig selv og andre.
For at tage ansvar for andre bør vi i første omgang kunne tage ansvar for os selv. For at kunne tage ansvar for os selv skal vi have en reel mulighed for det. Det kræver tillid fra dem, der har muligheden for at bestemme over os.
Hvad unschoolere har fundet ud af er, at denne risikofyldte tillidserklæring rummer en bonus: ved at engagere sig og deltage i barnets læring bliver unschooling en fælles lærings- og dannelsesrejse. Dannelse bliver til co-dannelse.
Unschoolingens samarbejdende natur rummer et væld af inspiration for den læring, der foregår i institutioner og på arbejdspladser i dag. Men tør vi som samfund overdrage så meget frihed, selvbestemmelse og initiativ til den generation, der skal overtage efter os? Ønsker vi en generation, der kører i samme spor som os - eller en generation, der fra starten er blevet opmuntret til at udforske og udfordre; til at vende tingene på hovedet og finde ny viden, der findes uden for pensum og læringsmål?
Referencer
Biesta, G. (2013). Den smukke risiko - i uddannelse og pædagogik. Århus: Klim.
Klafki, W. (2002). Dannelsesteori og didaktik - nye studier (2. udg.). Århus : Klim.
Wenger, E. (2004). Praksisfællesskaber. Læring, mening og identitet. København: Hans Reitzels forlag.