Så længe det er meningsfuldt...
Jeg er af og til stødt ind i beskrivelser af unschooling som noget, der handler om at læne sig tilbage og lade børnene selv finde frem til læring og udvikle deres færdigheder på egen hånd. Altså en slags berøringsangst i forhold til at blande sig for meget i børnenes liv, fordi læring jo skal være så "frit" og så lidt "skole-agtig" som muligt.
Men hvor går grænsen mellem at lade børnene udforske frit og rent faktisk at forsømme sin rolle som underviser, guide og ikke mindst forælder?
Unschooling er som bekendt ikke at overlade børn til sig selv. Det er unparenting. Men det er heller ikke at træde tilbage og lade børnene finde ud af tingene selv.
En unschooler er en aktiv underviser, der ikke bare lærer fra sig men lærer sammen med barnet.
Selvstyret og selvstruktureret er ord jeg ofte har brugt til at definere unschooling, men det må ikke misforstås som alenestyret eller alenestruktureret. Det betyder blot, at man som underviser respekterer barnets motivation og autonomi.
Det betyder ikke, at man ikke kan guide, inspirere eller endog undervise. Vi er alle lærende væsener, men vi er også alle forskellige, og nogle af os finder det vi søger ad omveje.
Nogle skal tages mere ved hånden end andre
Det handler med andre ord ikke så meget om, hvordan vi underviser, men mere om hvorfor.
Et eksempel: du kan mærke, at storebror er ved at være frustreret over ikke at kunne læse. Far eller mor skal altid læse op, og måske er lillesøster allerede begyndt at læse helt af sig selv. Men det er bare svært med alle de bogstaver. Det kommer ikke af sig selv, ligesom det ser ud til at gøre hos lillesøster, som pludselig bare er begyndt at læse op fra sin tablet.
Hvad gør man, hvis man ved, at barnet brændende ønsker at kunne noget, men det bare ikke kommer nemt? Måske har barnet gået i skole og bærer rundt på nogle negative associationer eller nederlag i forhold til læsningen? Når noget er svært og ikke falder os naturligt, så er det somme tider mest nærliggende at undgå det eller skubbe det væk, fordi det simpelt hen er forbundet med for store frustrationer og måske endda følelser af nederlag og utilstrækkelighed.
Som forælder og underviser har du mulighed for at hjælpe ham med at slippe af med frustrationen, og der er heldigvis mange metoder man kan opnå læsefærdigheder på. Her kan det være nødvendigt at tage ham ved hånden, fordi du ved, at han ønsker at læse, og fordi du ved, at det ikke kommer nemt til ham.
Og ja - det kan vise sig, at det er nødvendigt at sidde sammen med læse-let bøger som Alka-Lær eller nogle af de utallige læse-apps, der findes. Der kan komme frustrationer, og det kan måske ind imellem føles som om den dér interne motivation, som jeg hylder så meget på disse sider, ikke fylder så meget som den burde. Her er det naturligvis uhyre vigtigt at mærke efter hele tiden - hvad siger mavefornemmelsen? Men frem for alt bør du naturligvis lytte efter: siger han nej, skal det respekteres. Rejser han sig fra bordet, skal det respekteres.
Fordi du kender dit barn ved du også, at han ikke vil takke dig, hvis du forsømmer at hjælpe ham, når det bliver svært. Til gengæld vil du hurtigt se glæden strømme frem, så snart læsningen begynder at køre, og han ikke længere kalder på dig, når han gerne vil læse en manga eller sende en SMS til morfar.
I sidder ikke og øver læsning, "fordi du siger det", men fordi du ved, at han gerne vil kunne læse. Og I er sammen om det. Det er et fælles projekt hele vejen.
Pointen er, at ingen formentlig kender dit barn som du, og du er den bedste til at vurdere, hvor meget det er nødvendigt at guide ham i de ting, han ønsker at lære. Selvfølgelig er det i den forbindelse vigtigt, at motivationen hele tiden holdes i fokus. Hvis motivationen lider et knæk risikerer man at skade barnets lyst til at lære, og det er særligt vigtigt, når det handler om noget, der er svært.
Unschooling er en konstant balancegang mellem facilitering og indsigt.
Men omvendt vil en berøringsangst overfor alt, der kan tolkes som værende skole-agtigt, være en helt grundlæggende misforståelse af unschooling. Indpakningen betyder meget mindre end intentionen - det man vil med sin undervisning og den måde man tilgår læring. Og når vi taler om unschooling, så bunder vores intentioner i et ønske om at give vores børn de bedste muligheder for at udforske verden - uden skæven til, hvordan denne læring tager sig ud. Det vigtige - det helt essentielle - er intern motivation, meningsfuldhed og selvbestemmelse.
Det behøver ikke være "sjovt" for at være meningsfuldt
Men hvad så, når vi skal lære noget - ikke fordi det er noget vi umiddelbart ønsker at lære, men fordi vi skal bruge det i en anden sammenhæng?
Igen er et eksempel på sin plads - denne gang fra mit eget liv: min ældste søn er færdig med grundskoleforløbet og ønsker tage HF for at kunne læse på universitetet. Da han valgte ikke at tage 9. klasses eksamen skal han til optagelsesprøve for at blive optaget på HF. Prøven indeholder nogle emner, som han aldrig har interesseret sig synderligt for, som f.eks. mere avanceret matematik eller kemi. Han er derfor nødt til at sætte sig mere grundigt ind i de fag for at kunne bestå prøven og afsætter derfor nogle måneder til at gå i dybden med dem. Noget af det studerer han på egen hånd via f.eks. Restudy.dk, andet kigger vi på sammen.
Altsammen uhyre skole-agtigt, ikke? Er det virkelig unschooling?
Ja, fordi hvorfor ønsker han at sidde og se video-forelæsninger og løse opgaver om emner, der ikke siger ham så meget?
Fordi han ønsker at tage og bestå optagelsesprøven, starte på HF og senere studere historie eller lingvistik. Heri ligger motivationen.
Det er hårdt til tider, skulle jeg hilse og sige, men det er altid meningsfuldt, og motivationen er reel. Vi har som forældre spillet en aktiv rolle i at afdække, hvad det krævede af ham for at kunne bestå prøven, og vi har sammen tilrettelagt en overskuelig læringsplan, så han kan nå at komme igennem stoffet uden at stresse for meget. Alt er sket med udgangspunkt i den, han er, og den vej, han ønsker at gå. Og i mange gode lange samtaler.
Igen har formen intet at gøre med, om det er unschooling eller ej. Havde han ønsket at kunne løbe et maraton havde planen set noget anderledes ud, men det ville stadig være bygget på en internt motiveret lyst til at opnå et mål, som han selv har defineret.
Det er med andre ord en opgave vi har løftet sammen for at nå frem til den destination, som min søn selv har udset sig.
Individuelle behov
Hvad jeg forsøger at illustrere med ovenstående eksempler er, at rollen som underviser (forælder) er en aktiv rolle, hvor man løbende må forholde sig til barnets helt egne behov og kompetencer. Alle børn er naturligvis forskellige, og som hjemmeundervisere og unschoolere har vi den helt usædvanlige luksus, at vores undervisning, vores sam-læring og barnets egen læring i vid udstrækning rent faktisk kan tage udgangspunkt i det enkelte individuelle barn og tilpasse sig hendes behov.
Og disse behov må altid indtage førstepladsen foran de idealer eller dogmer, vi abonnerer på, eller de eventuelle billeder og fortællinger vi måtte ønske at signalere udadtil.
Vi har alle brug for håndsrækninger, og nogle af os har somme tider lidt mere brug for det end andre - det ved jeg, at jeg selv har til tider.
Endelig vil jeg også som en lille krølle på halen lige minde om, at man altid kan tale med sit barn. Det lyder måske indlysende for mange, men ikke desto mindre er det ofte her jeg oplever, at misforståelser trives.
Måske er det fordi de fleste af os er vokset op under rammer, hvor vi som børn ikke havde den store indflydelse på vores omgivelser og derfor lidt hænger fast i en slags "verbal generationskløft" mellem børn og voksne, hvor vi uden at ville det lever lidt separate liv.
Hvorom alting er, så er dialog stadig den bedste måde at finde ind til sit barns behov, ønsker og motivationer. For at lære sammen er det nødvendigt at tale sammen.