Den hollandske uddannelsestænker Gert Biesta skrev i 2009:
"This means — and this is a central step in my argument — that, at a very fundamental level, humanism can only think of education as a form of socialization. It can only think of each “newcomer” as an instance of a human essence that has already been specified and is already known in advance, and it is therefore unable to grasp the uniqueness of each individual human being." (Biesta, 2009)
Det er ikke bare de (humanistiske) idealer, der ligger til grund for vores uddannelsesinstitutioner, som Biesta her piller fra hinanden, men faktisk store dele af nutidens tilgang til læring. Og det gælder for øvrigt både hvis man er tilhænger af den nye målstyrede test-pædagogik eller en mere pædagogisk dannelsestilgang. Ingen går fri her.
Vores undervisning og uddannelse bygger nemlig i begge henseende på en foruddefineret holdning til, hvad "det hele menneske" er. Vi ved, kort sagt, hvad der skal komme ud på den anden side, og vi arbejder os hen mod et rimeligt forudbestemt mål. Rammerne er til at tage at føle på.
Vi vil gerne vide, hvad vi får. Det er forståeligt.
Men det svinger selvsagtumådeligt dårligt med vores dannelsesidealer, hvoraf autonomi, demokrati og frihed er grundsøjler. For hvordan, spørger Biesta, skal vi uddanne mennesker, der skal tænke frie selvstændige tanker, hvis vi er låst fast i vores egne opfattelser af, hvad børn skal kunne og tænke?
Uddannelsen drukner hermed i sin egen selvsikkerhed og reduceres til rene socialiseringsmaskiner, hvor vi uddanner "rigtige mennesker", i.e. produktive samfundsborgere, som ikke udfordrer vores opfattelse af, hvad mennesker og socialisering er... eller kan være... men udelukkende reproducerer gammel viden og socialiserer børn ind i eksisterende sociale normer.
Biesta argumenterer i stedet for det, han kalder den svage undervisning, dvs. undervisning, der ikke er fastlåst i normer og slutresultater. En undervisning, der tør løbe en risiko og have tillid til dem, der undervises.
For hvad sker der med de børn, der måske ikke lever op til vores forventede mål, om de så handler om sociale eller faglige kompetencer?
Inklusion kan lynhurtigt blive til eksklusion, hvis man ikke kan rumme det skæve, det nye eller det anderledes, fordi man stirrer sig blindt på de facitlister, der præger så meget af vores tilgang til læring. Og her mener jeg både facitlister bagest i testen, og de usynligt facitlister, der dikterer vores børne- og læringsyn.
Hvis vi ikke tør løbe en risiko og kun satse på det velkendte ender vi i et fastlåst dødvande, hvor vi begrænser menneskers evne til at pleje og udvikle deres helt unikke personlige potentiale. Vi socialiserer ganske vist, men (ud)danner vi?
Hvad med det sociale?
Jeg er sikker på, at mange hjemmeundervisere vil nikke genkendende til det indledene citat. Hvad er det første man som hjemmeunderviser bliver spurgt om? Hvad med det sociale? Og sigende er det, at det ikke blot er det mest dominerende spørgsmål man må lægge ører til, men at det kommer før nogen bekymringer for selve læringen.
Måske spørger man alene ind til det sociale, fordi man tænker, at det kan være en udfordring, når man som hjemmeundervist barn ikke placeres i sociale omgivelser hver dag mellem 8 og 15.
Men socialisering er forhåbentligt mere og andet end at lære at begå sig i et voksen-konstrueret fællesskab og et skjult curriculum af nøje afgrænsede fælles regler? Socialisering kan vel ligeså godt være samvær i hjemmet, på legepladsen, i bussen, på vejen, i rideklubben og på Snapchat? Det er vel alle de steder, hvor mennesker er? Så hvorfor dette ualmindeligt stærke fokus på socialisering?
Jeg mistænker, at man på denne måde sætter lighedstegn mellem undervisning og socialisering og hermed bekræfter Biestas billede af den stærke undervisning, som i sin angst for at rumme det ukendte må nøjes med at fokusere på at blive det ultimative og eksklusive socialiseringssted.
Socialisering er pludseligt blevet noget, der er forbeholdt stærke rammer, hvor vi ikke risikerer så meget men måske netop derfor heller ikke (ud)danner så meget... Ja, vi lærer spillereglerne og normerne, men det kan knibe med det nye, det udfordrende og det dannende. Det, der udfordrer ikke blot os selv men også underviserne og vores sociale omgivelser. Og mon ikke det i sidste kan gå ud over socialiseringen selv?
Et fællesskab kan vel også beriges af det ukendte og uventede? De fleste af os kan blive enige om, at det er godt at kunne begå sig i mange forskellige sammenhænge, men fællesskaber kan opstå alle steder, og forsøger vi at tage patent på de "rigtige" fællesskaber risikerer vi at overse alle de andre, som ikke lige lader sig placere inden for vores målsætninger.
Tillid - sammen og hver for sig
Men uddannelse handler vel ikke blot om det sociale? For at vende tilbage til Biesta inddeler han uddannelse i 3 områder - kvalifikation (at lære kompetencer), subjektifikation (at lære at tænke selv) og socialisation (at lære at begå os blandt andre mennesker). Det er 3 områder, som ligger i konstant synergi med hinanden.
Skal vi komme nogle steder med vores undervisning skal vi have det hele med - et ensidigt fokus på socialisering kan være et symptom på, at det kniber lidt med de 2 andre områder...
Gert Biesta har så vidt jeg ved aldrig beskæftiget sig med hjemmeundervisning. Men hans tanker er især relevante i forbindelse med unschooling, og trådene til John Holts læringssyn er ret tydelige.
Også Holt bedyrede nødvendigheden af tillid som en absolut nødvendighed for at læring kan trives. Uden tillid, slog Holt fast, er det vanskeligt eller endog umuligt at give børn frihed nok til at de kan lære på egne præmisser. Og det kræver is i maven, fordi den tillid har været de færreste af os forundt under vores egen uddannelse.
Forudsætningen for den risikovillighed, der er nødvendig for at give børn - og voksne - frihed til at lære grænseløst, er tillid. Tillid til, at nok kan man guide og undervise den lærende, men hun ved bedst, hvad der er vigtigt og meningsfuldt for hende lige nu og her. Det betyder ikke, at man som underviser er sat ud på et sidespor - man er blot kommet nærmere øjenhøjden. Og måske kan man lære noget af det.
Det kan selvsagt være svært at ikke bare give plads til den tvivl og usikkerhed, der følger med at give afkald på så meget kontrol. Ikke mindst i vores målfikserede omgivelser. Men det er faktisk ok ikke at kende resultatet på forhånd.
Jeg vil egentlig gå vidt som til at sige, at det er farligt. Ikke farligt som i "spændende" men farligt som i "hæmmende". Fordi, som Biesta siger...
...uddannelse handler ikke om at fylde en spand, men om at tænde et bål. (Biesta, 2013)
Litteratur
Biesta, G.J.J. (2009). On the Weakness of Education. I: Philosophy of education, s. 354-362.
Biesta, G.J.J. (2013): Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik. Forlaget Klim.
Holt, J. (1982). How children fail (Rev. ed.). New York: Delacorte, 274, 61.
Holt, J. (2009). How children learn. Da Capo Press.
Læs også
Unschooling Myter #1 - hjemmeunderviste børn socialiseres ikke