Når man taler om unschooling fokuseres der ofte på den frie og selvstyrede læring. Noget der ofte overses men efter min mening er en mindst ligeså radikal og anderledes ved unschooling er det lærende fællesskab, der udvikler sig mellem barn og voksen. I ingen andre tilgange til læring ser vi rammerne mellem "elev" og "underviser" blive så utydelige.
Unschooling tager nemlig mindst ligeså meget udgangspunkt i underviseren som eleven. Når man engagerer sig i barnets livsverden vil mange opleve, hvordan det bliver vanskeligt at skelne læring fra det levede liv. Leg, fantasi, alvor og arbejde smelter sammen og bliver uadskillelige dele af læringsprocessen.
Begejstring smitter.
Mange unschoolere har fortalt mig, hvordan deres barns uforbeholdne læringslyst vækkede deres eget slumrende potentiale for at lære. F.eks. har jeg set, hvordan en far blev helt opslugt af at spille Minecraft med sin søn og endte med at lancere sin egen Youtube kanal, hvor han offentliggjorde sine 1-til-1 Minecraft kopier af kendte byggerier fra den virkelige verden. Eller en mor, der lærte at spille guitar ved at deltage i sin søns guitar-lektioner.
De unschoolere jeg har talt med er en del af deres barns hverdag - de interesserer sig for deres barns læring og forsøger at guide og facilitere børnenes læring efter bedste evne. Men de deltager også aktivt i et vist omfang. Nogle sidder ved siden af, når der spilles guitar eller Minecraft. Nogle spiller måske med noget af tiden. Og nogle bliver så grebet af det, at de selv opdager en ny passion
Barn og voksen træder altså ofte ind i et læringsfællesskab, hvor læring bliver en social handling. Læring bliver noget man gør sammen. Det er der skrevet flere bøger om. Begrebet hedder praksisfællesskaber, hvilket kort sagt betegner læring som en social aktivitet, der udspringer fra en fælles interesse i noget. Folk finder sammen i grupper omkring noget, de brænder for, og ud af disse grupper opstår der en masse læring. Det er noget, der er meget anerkendt og brugt i både skoler og erhvervslivet: Man har for længst erkendt værdien i den læring, der opstår, når mennesker mødes omkring en fælles interesse. Man hører det mere sjældent brugt i forbindelse med de læringsprocesser, der foregår i hjemmet. Men ikke desto mindre er unschooling lige netop det: et praksisfællesskab mellem barn og voksen.
Som unschooler vælger man at være en synlig og aktiv del af sit barns lærings- og dannelsesproces - gennem deltagelse, engagement og ikke mindst indlevelse i barnets læring.
Det kan somme tider være svært at vide, hvornår éns deltagelse er ønsket eller nødvendig. For mange vil det forekomme naturligt; for andre vil det kræve noget tilvænning. Det altafgørende synes at være engagement, nysgerrighed og ikke mindst tilstedeværelse: At være der, når der er brug for én og træde til side, når barnet vil selv.
Resultatet af at være en del af sit barns læringsrejse vil for mange ikke blot være glæden ved at se barnet udforske sig selv og verden - det kan være en fundamental øjenåbner. Mange unschoolere fortæller om, hvordan de måbende har set til, når deres barn "helt af sig selv" har kastet sig over en vanskelig opgave eller sat sig ned med en bog for første gang.
At se læring udfolde sig organisk og ubesværet vil for mange vække en glemt eller skjult lyst til at opsøge ny viden. Vi lærer alle hele livet, men glæden og motivationen kan somme tider glide i baggrunden. Ved at tage del i barnets læring - ikke som lærer men som deltager - oplever mange unschoolere, at de får udfordret egne fordomme og forforståelser. Jeg har talt med voksne, der fik et radikalt anderledes syn på computerspil, fordi de kunne se det enorme læringsudbytte børnene fik af at kunne fordybe sig i spil. Eller andre, der fik øjnene op for en hidtil ukendt egen begejstring for naturvidenskab ved at lave eksperimenter sammen med børn.
Det kan for nogen være en voldsom oplevelse.
Et af de store privilegier ved at unschoole og hjemmeundervise er ikke blot at kunne se sit barn vokse op helt tæt på men også at være en del af rejsen. Man vælger måske skolen fra. Men i langt højere grad er det et tilvalg af tid sammen. Og med fællesskabet får man adgang til et væld af ny læring og nye erfaringer.