Da jeg for nyligt deltog i en paneldiskussion kom den op igen. Den om skærmtid og unschooling.
En deltager ville gerne høre, hvad jeg tænkte om skærmtid - dvs. begrænsning af børns tid foran skærmen - i forhold til unschooling. Hun havde fået det indtryk, at der findes 2 "lejre" inden for unschooling - de, der bruger det, og de, der er imod.
Jeg var ikke helt forberedt på spørgsmålet, da jeg egentlig var der for at tale om noget helt andet. Men det var jo naivt af mig, fordi jeg ved emnet altid kommer op. Ja, jeg tror faktisk den er ved at indtage 2. pladsen efter den om socialisering.
Når angsten tager fat
Jeg var barn i 80erne, og jeg husker angsten for djævelske rollespil og voldelige videofilm. I 50erne brændte man kulørte tegneserier herhjemme. Debatten dengang var lige så skinger, som den er i dag, og der melder sig hurtigt en følelse af deja vu. Nye ting - og gerne de, der optager de unge - har altid været forbundet med bekymringer, frygt og fordømmelser. Historien har det med at gentage sig.
Og det er nemt at lade sig rive med. I januar får vi en alarmerende nyhed om, at meget skærmtid påvirker børns udvikling negativt, og 3 måneder senere fortæller samme avis, at skærmtid ikke har nogen negativ effekt på teenagere. Hvad skal man tro?
Desuden er det utrolig nemt at finde forskning, som kan underbygge det man selv mener. Faktisk har det aldrig været nemmere end nu, hvor man - foran sin skærm - på få sekunder kan google sig til noget, der bekræfter alle éns bange anelser. Ironien er til at tage og føle på.
Begreber som "dopamin junkies" og "dopamin rushes" bruges i flæng. Men kigger man lidt dybere end overskrifterne vil man hurtigt finde ud af, at dopamin er et noget mere varieret stof end de angstprovokerende artikler påstår. Ja, det tyder endog på, at dopamin er uløseligt forbundet med vores evne og motivation til at lære. Måske er det slet ikke så frygteligt, det dér dopamin...
Forskningen inden for området er stadig nyt, og der er ikke enighed. Derudover lider mange artikler af et gammelkendt problem med forskning i medierne - nemlig at sammenfald ikke er sammenhæng. Et andet problem er, at udtrykket skærmtid dækker over et væld af handlinger. Taler vi om mobilens lysstyrke, Disney Sjov på husalteret, info-skærme på banegården, Fortnite, sociale medier eller ipads i børnehaven? Hvad mener vi, når vi siger skærmtid? Nuancer får ikke overraskende meget lidt plads i spalterne.
Det primære formål med mit indlæg er nu ikke at gå i dybden med forskningen. Det er andre meget bedre til. Jeg appellerer heller ikke til, at man forholder sig fuldstændigt ukritisk til alt, hvad der foregår på en skærm - hverken i forhold til sig selv eller børnene. Der er god grund til at forholde sig skeptisk over for nogle af de potentielle problemer, der følger med f.eks. sociale medier - også når det gælder os voksne.
Men hvordan forholder man sig til alle disse ting, når man samtidig ønsker at unschoole?
Tillid frem for tvang
I Danmark bryster vi os af, at vi godt tør lade børn klatre i træer, være uden konstant opsyn og løbe rundt blandt rustne søm. Men at lade børn gå på opdagelse i virtuelle verdener er tilsyneladende alt for radikalt for mange.
Og det er ærgerligt. At lade døren stå på klem til en mere åben og nysgerrig læringsrejse, der ikke lige ligner det man selv opfatter som rigtig læring, kunne jo måske give et praj om, hvad der gemmer sig på den anden side af døren.
Samtidig ønsker vi os handlekraftige børn, der udvikler sig til selvstændige og ansvarlige voksne. Men de fleste børn forventes at udvikle disse kompetencer uden reelt at have ansvaret for deres egen læring.
At turde give børnene dette ansvar kræver tillid. Tillid til, at barnet har kompetencerne til at finde en meningsfuld vej til læring på sine egne præmisser. Og tillid er netop en bærende forudsætning for unschooling. Her nytter det ikke at sætte grænser efter forgodtbefindende og skemalægge brugen af skærm, bøger, sandkasse og lego. Tvang er antitesen til unschooling, og hvad er skærmtid - på trods af alverdens gode intentioner - hvis ikke tvang?
Hvis der er tale om 2 lejre må det derfor være tale om en lejr, der unschooler, og en lejr, der har vanskeligt ved at give slip på voksenstyring.
Men hvor kommer denne opfattelse af, at unschooling er delt i 2 lejre?
Unschooling er læring - ikke livsstil
Jeg er naturligvis ikke blind for, at der findes forskellige opfattelser af unschooling herhjemme, og at det kan se ud på mange forskellige måder rundt omkring i hjemmene. Det er naturligt - vi opbygger alle vores egne små økosystemer, der hvor vi er og lever. Er du glad for at gå i skoven eller bygge bål i haven vil dine børn med stor sandsynlighed tage del i din begejstring - i hvert fald mens de er små. Det samme gælder, hvis du elsker at bygge dine egne computere eller se film til langt ud på natten. Barnet vil forsøge at forstå og favne sine omgivelser, både socialt og kulturel. Det er sådan vi lærer at tilpasse os.
Der hvor filmen knækker er når der drages konklusioner om, at unschooling er bundet op på en særlig livsstil.
Der er ingen tvivl om, at mange mennesker - heriblandt også unschoolere - føler sig draget til et såkaldt simplere liv, hvor kreativitet og nærhed til naturen er bærende værdier. Disse værdier vil naturligvis præge både voksne og børn. Der ligger også mange fællesskaber i valg af livsstil, og man spejler sig i sine omgivelser. Danner der sig en konsensus i éns omgivelser om, at skærmtid er spildtid - eller at skærme ligefrem er lige så farlige som at lege på motorvejen (også selv om forskningen siger noget andet) - ja, så vil det være nærliggende at adoptere samme holdning, og man vil hurtigt kunne få øje på ting i hverdagen, der synes at underbygge det, alle de andre siger. Vi drages mod og påvirkes af de holdninger, som omgiver os.
Men hvordan mennesker vælger at tilrettelægge deres liv har ikke rigtigt noget med unschooling at gøre. Det, der betyder noget, er hvordan de tilgår deres børns læring. Det gælder, hvad enten du bor i en økolandsby eller på 5. sal i Farum.
Begynder vi at se læring gennem vores livsstils prisme vil vi uvægerligt også begynde at gradbøje og vurdere børnenes læring: En kridt-tegning på vejen eller en hule af grene bliver dermed til “bedre” læring end en tegning i Photoshop eller et hus i Minecraft.
De fleste af os har taget os selv i at vurdere vores børns læring ud fra vore egne værdier. Men ønsker man at unschoole er det en faldgrube man bør være bevidst om. Vurderinger og gradbøjninger af børns læring er netop hvad unschooling taler imod - læring skal ikke leve op til andres forventninger om god og dårlig læring; gennem ejerskab over sin egen læreproces bliver læringen meningsfuld.
At vælge nysgerrigheden
At skærmtid ikke giver mening i en unschoolende sammenhæng betyder naturligvis ikke, at man bør se passivt til, mens børn får rygproblemer af at sidde på en stol med en tablet (eller en bog) i 8 timer uden at rejse sig. Det ville jo være uansvarligt. Når vi er ude i ekstremer er det naturligt at tage en snak med sine børn.
Men er forbud en god løsning? Risikerer man ikke at underminere barnets motivation og fri vilje? Der er altid en valid årsag til, at vi gør som vi gør. Det gælder også børn. Og i stedet for at bortforklare og samtidig nedvurdere denne årsag til at handle om dopamin og afhængighed, kan man også vælge nysgerrigheden: At tilgå barnet fordomsfrit og videbegærligt.
Er det trods alt ikke spændende at spore sig ind på, hvad der fylder så meget i barnets livsverden? At finde ud af, hvad barnet foretager sig på Youtube, eller hvad det bygger og oplever i Minecraft? Og ikke mindst hvorfor? Og nu vi er ved de retoriske spørgsmål: Kan én af årsagerne til de mange bekymringer måske være, at mange voksne ikke helt ved, hvad deres børn foretager sig og lærer foran skærmen? De fleste børn, jeg har mødt, er ligesom voksne - de elsker at dele ud af det, de er passionerede omkring. Det kræver blot et lyttende øre.
I 2017 undersøgte jeg, hvilken rolle IT spiller i en række unschoolende familiers dagligdag. For disse familier var skærmen et uundværligt værktøj i deres unschooling. Både forældre og børn brugte fx nettet til at slå ting op, når de var på farten, de gamede sammen, og nogle af børnene havde skabt dybe sociale relationer med andre personer over nettet. Det samme gjaldt de voksne, som brugte de sociale medier til at netværke med andre unschoolere.
Skærmen var et meningsfuldt redskab for børn og voksne i deres læringsmiljø, og de benyttede redskabet med indlevelse, nysgerrighed og frihed - og ofte i fællesskab.
Læring uden fordomme
Det er forståeligt at man bekymrer sig, hvis barnet ikke synes at have lyst til andet end at spille Fortnite eller Roblox - på samme måde, som det er bekymrende, hvis far eller mor bruger al tiden på Facebook. Men hvis man ønsker at lade sig inspirere af unschooling er det samtidig en afvisning af forbud og regler. Opmærksomhed om sin egne forforståelser og fordomme samt åbenhed og nysgerrighed er faktisk forudsætninger for at kunne møde barnet i øjenhøjde - for at kunne forstå, hvorfor barnet vælger at bruge sin tid som hun gør. Skyldes det kedsomhed? Passion? Fællesskab? Ensomhed? Herefter kan man i fællesskab finde en løsning, som både tager hensyn til sundhed, begejstring, liv og læring.
Skærmtid er ikke unschooling. På mange måder er det nærmest anti-unschooling. Hvor skærmtid i essensen handler om at diktere børns tid og læring, handler unschooling om fordomsfrit at genkende læringen alle steder - hele tiden. Også når den virker fremmed eller uforståelig.
Mange mennesker føler sig draget til unschooling, fordi tanken om fri, ubundet læring virker både indbydende og logisk. Hvad mange unschoolere vil erfare er, at det også kan være forbundet med stor selvransagelse og usikkerhed. Her hjælper bekymringskultur og eventuel manglende forståelse blandt venner og familie ikke ret meget.
Men sætter man sig foran skærmen med barnet, engagerer man sig i barnets livsverden og begejstringer - uden at dømme - er der en god mulighed for at opdage, hvad det egentlig var, der tiltrak én til unschooling.
Læs også